november 2010 – Tur med en fremmed

Planlæg ruten

For lidt tid siden skrev jeg om det første skridt, hvis du selv har fået mod på at gå tur med en fremmed – Invitér en fremmed.

Når så du har fået et “ja tak”, kommer næste skridt, som er at planlægge, hvilken tur I skal gå. Og det er jo heldigvis fuldstændig op til dig, hvilken tur du vil gå, men her deler jeg lige lidt om min tur, og hvad der gør, at jeg synes den er rigtig god!

Jeg kender området rigtig godt
Landskabet er varieret
Der er nogle gode pausesteder
Distancen passer godt til en samtale, hvor der er tid til at komme i dybden

Du kan se min rute her: http://runkeeper.com/user/turmedenfremmed/route -[jeg vil helt vildt gerne lave noget mere ”fancyt” som er integreret til hjemmesiden, så hvis du er en haj til ”My Maps” eller lignende løsning, hvor jeg kan registrere min rute (og kommende nye ruter) med GPS, så sig endelig til.]

Velkendt område
Jeg har gået min tur rigtig mange gange. Jeg kender området som min egen bukselomme. For mig er det en fordel, fordi det betyder, at jeg ikke skal bekymre mig om at finde vej og kan koncentrere mig 100% om den samtale, som også er en vigtig del af mine gåture med fremmede. Det betyder også, at hvis mine vanlige pausesteder er optaget, så er det nemt nok at improvisere og gå en anden vej eller finde et andet sted. Det kan sagtens være, at det er noget andet, der virker for dig – måske at I kollektivt farer vild og sammen skal finde ud af, hvilken vej I skal gå.

Varieret landskab
Det giver nogle naturlige pauser, at landskabet skifter, og der hele tiden er noget nyt at se på og være i. For mig er naturen en central del af turen og derfor er det vældig inspirerende, at udtrykket skifter karakter, og at der ind imellem kommer en bakke, man kan blive lidt forpustet af eller et vandløb, der skal springes over.

Gode pausesteder
På min rute er der to gode bænke. Jeg plejer at have en rygsæk med lidt proviant med og synes, at det giver noget ekstra til turen lige at tage en pause, sidde stille og bare nyde stilheden og udsigten og få fyldt depoterne op. Ligesom det varierede landskab er pauserne med til at skabe lidt variation og rytme.

Passende distance
Igen er det selvfølgelig fuldstændig en smagssag, og der er sådan set ikke noget i vejen for, at din tur er super kort, eller måske varer en hel dag. Men meld ud til ”din fremmede” på forhånd, så de ved nogenlunde, hvad de skal afsætte af tid. Min tur er ca. 6 km. og tager 2-3 timer inkl. pauser. Det passer fint til en samtale, hvor man kan nå vidt omkring og komme godt i dybden. Samtidig når man ikke at udtømme alle emner. Jeg synes det passer fint.

Kom endelig med kommentarer og yderligere tips til en suveræn tur-oplevelse.

Tur med en fremmed i vintertøj

I dag var jeg ude på min vanlige rute og fik lyst til at dele med jer, hvor smuk den er i vintertøj. Billederne matcher ikke helt skønheden og indfanger ej heller stilheden eller den knasende lyd af støvler i sneen.

Min frokostbænk står helt jomfruelig og urørt hen. Jeg tror et par skibukser skal med på listen over anbefalet påklædning til de, som kaster sig ud i en vandring med mig de næste par måneder.

Apropos de næste par måneder så er det li’som om, der er gået lidt vinterhi i trangen til at gå tur med en fremmed – i hvert fald er status lige nu, at jeg har tilkendegivelser fra en lille håndfuld fremmede, som godt vil mødes med mig, når vi når ind i det nye år. Det glæder jeg mig rigtig meget over og til. Listen omfatter:

en cykelhandler
en forfatter
en globetrotter
en forretningsmand

Og om 14 dage skal jeg i køkkenet hos Nina, som takkede nej til en gåtur, men returnerede en invitation den anden vej, og som har en dejlig café ude i skoven. Så selvom min frokostbænk står lidt alene – og meget smuk – for tiden, så bliver der lagt planer og lavet aftaler.

Accelereret personlig udvikling i mødet med en fremmed

Hvad nu, hvis du kunne skyde genvej til sider af dig selv, som du end ikke vidste, at du havde? Det tror jeg faktisk du kan i mødet med en fremmed.

Når jeg taler med min kære husbond, samarbejdspartnere eller en god veninde behøver vi ikke forklare, det vi mener i detaljer. Det er rigtig rart i mange sammenhænge. Men når jeg møder en fremmed, er der ikke samme fælles referenceramme eller kendskab til hinandens historie, og jeg gør mig umage for at udtrykke mig klart. At gøre sig umage i sin kommunikation med et andet menneske kan i sig selv være en øjenåbner. Det jeg måske et eller andet sted godt ved, men endnu ikke har erkendt kommer ud på en måde, som efterfølgende får mig til at se tilbage med et; ”gud, sagde jeg det…sådan har jeg egentlig ikke tænkt på det før…hmm… men det giver meget god mening”.

Eller jeg lytter og hører perspektiver på livet som er nye for mig. Og jeg spørger sultent og videbegærligt ind for at forstå, hvad det er der er på spil for det her menneske ved min side. Og min åbenhed for nye perspektiver giver mig adgang til andre vinkler på mig selv.

”Joharis vindue” er en model, der har fascineret mig siden jeg stiftede bekendtskab med den for efterhånden mange år siden. Helt enkelt er det en model til forståelse af personlig udvikling og selvindsigt, og den opdeler individet i fire felter, som er henholdsvis kendt eller ukendt af os selv og andre (der er masser af gode beskrivelser af modellen on-line, så det vil jeg ikke bruge tid på her).

Adgang til uopdyrket land
Det der fascinerede mig dengang, og som nu igen dukker op, er tanken om det skjulte felt – den del af dig som hverken du selv eller andre har kendskab til. Noget af det, der ligger her, er det ubevidste og det kan selvfølgelig være en overvejelse værd, om det er noget man har lyst til at dykke ned i – og det skal i så fald nok være med en af den slags fremmede, som er specialiseret i at hjælpe folk til at dykke ned i den slags… Men det er også her, der ligger de skjulte talenter og uindfriede potentialer. De sider af dig, som endnu ikke er kommet til udtryk, fordi hverken du selv eller mennesker omkring dig har været opmærksomme på, at de er der.

I mødet med en fremmed ligger muligheden for, at det er nogle helt nye ting, der kommer frem i lyset:

den fremmede ser noget i dig, som du ikke selv har set
du ser noget i den fremmede som vækker noget sovende eller hidtil ukendt i dig
du anspores til, at se eller beskrive dig selv på en ny måde og derved afdække endnu uopdyrket land

Alene de to gange jeg har været på “tur med en fremmed” har sat nye tanker i gang hos mig. Og måske har jeg også ansporet noget i dem. I mødet med en fremmed, vil der altid være mulighed for, at noget nyt opstår, hvis vi er åbne for at udvikle os og skifte vores perspektiv på os selv og verden.

Hmm… så mit projekt med at gå “tur med en fremmed” kan snildt komme til at accelerer min personlige udvikling og sprænge mine gamle rammer for, den jeg troede var mig.

Jeg slipper min indre “posedame” fri…

Det hænder, at jeg bukker mig ned og samler noget affald op. Men af en eller anden grund, er det ikke noget jeg er stolt af – snarere noget jeg føler mig lidt flov over. Inderst inde håber jeg på, at der ikke er nogen der ser det. I dag blev jeg så snuppet på fersk gerning af min teenage-søn, som kom cyklende forbi og undrende råbte “Hvad laver du?”, da jeg stod foroverbøjet halvvejs inde i en fremmed indkørsel. “Øhhh… samler skrald op…”

Affaldet klistrer
Det er gået op for mig, at jeg ind til for nylig har haft en lidt speciel holdning til affald i det offentlige rum. Det jeg i hvert fald har lært min børn er, 1) at de altid skal smide deres affald i en skraldespand og 2) at hvis de først har samlet noget affald op, så må de ikke smide det igen. Så er det deres ansvar at smide det ud. Og det har jeg sådan set gået og tænkt var rimeligt ansvarligt, ind til det gik op for mig, at det jo er det samme som at sige, at så længe du ikke rører ved det, er det ok at være ligeglad med det. Men hvis vi godt vil passe på naturen, er det vel aldrig ok at vare ligeglad?

Posegang som middel mod fedme og forurening
For et par uger siden talte jeg med overlæge Jette Ingerslev som fortalte om sin mirakel-kur mod overvægt: posegang. I al sin enkelhed går det ud på at komme ud i naturen med en pose i den ene hånd og en handske på den anden, og så bukker man sig ned og samler op, hver gang man ser et stykke affald. Hun gør det selv hver morgen kl. 5:30. Og så har hun stiftet foreningen “Ren rabat, mand” som har til formål at komme både den ydre og den indre forurening til livs. Sådan!

Så imens jeg går og fedter rundt med lidt affald i ny og næ, er der rent faktisk nogle, der er væsentligt mere helte-agtige på den front. Du kan læse om Jette og hendes initiativ i artiklen Til kamp mod fedme, inaktivitet, depression og affald. Jeg vil forsøge at slippe min indre posedame fri og finde stoltheden ved faktisk at yde et lille bidrag til renligholdelsen af naturen – som jeg jo så forfærdelig meget nyder at færdes i.

Er jeg mon den eneste, der synes det er lidt af en overvindelse at samle andre folks affald op? Hvad gør du?