Inden fredagens gå-tur tjekkede jeg lige med mig selv, om noget særligt ligger og rumsterer. Ofte er der et særligt emne, der optager mig. Noget der er særligt i fokus. Det er der ikke lige for tiden, kunne jeg konstatere. Det er som om alt er oppe i luften: kærlighed, karriere, døden og livet, økonomi, fysisk styrke, grundlæggende værdier. Mange store temaer og meget bevægelse og udvikling, og hvad der føles som afgørende livsbeslutninger. Og pyha, det er spændende, det er udfordrende, til tider udmattende, men mest af alt inspirerende, opløftende og meget meget livsbekræftende.
Næsten lige meget hvad dagens fremmede bragte med af historier og refleksioner, ville de lande fint i bredden af spørgsmål jeg for tiden stiller mig selv og bredden af situationer jeg placerer mig selv i. Og så sker der jo så det pudsige, at noget af det første hun italesætter er, at hun lige for tiden – og den sidste lange tid – har favnet meget meget bredt… Bredt sig ud over ret meget. Og det er en smule angstfremkaldende, udmattende og overvældende, men mest af alt også bare fantastisk livsbekræftende…
Så det talte vi en del om. Om at favne bredt. Om at slippe trygheden i at blive, hvor man er. Om at følge en længsel. Om at være nybegynder. Skifte spor. Tage chancer. Have tillid. Acceptere, at frygten kan overmande én. Og om at give tid. Meget tid. Prioritere tid. Til sig selv. Og til de opgaver og mennesker vi gerne vil være noget for og med.
Og det er for underligt – eller forunderligt – som jeg ofte oplever, at der er nære sammenfald mellem, hvor jeg er, og hvor den fremmede er. Sådan er det åbenbart. Måske passer alt bare sammen? Selv når jeg som i fredags tænker at njaaaah… det er så bredt lige for tiden, så der ikke er noget særligt, der kalder på at blive adresseret, så viser netop bredden sig at blive et tema, som byder sig til. Og måske netop i kraft af bredden i vores samtale ligger rigtig meget stadig og marinerer. Jeg konkluderer ikke. Summer videre og takker for en skøn tur.
PS – selvom der var mange mange ord på vores gå-tur, så stoppede vi også mange gange op og bare var i magien af hvidt vintervejr. Så fint. Bedre ramme for en god samtale er svær at forestille sig.
Det er mig, der takker for en dejlig gåtur. Jeg synes virkelig, du har fanget essensen i dit indlæg. Inden min gå-tur med dig (og inden jeg drikker en Bitch Coffee – se mere på http://musemedmere.dk/bitch-coffee/), er jeg igennem en lignende proces: Jeg afvæbner mig selv, åbner for alle indtryk, sørger for at der er “fuldt bredbånd” og tager en aktiv beslutning om at være helt tilstede og være mig selv … uanset hvorhen det bringer samtalen. Den sårbarhed det medfører, er på en måde forudsætningen for, at man oplever den umiddelbare og meget autentiske kontakt, jeg følte, vi havde med os på turen. Det var en vid, bred og samtidig en dybt forankrende gåtur. Jeg oplevede også stort sammenfald mellem visionerne for Bitch Coffee Club og Tur med en fremmed. Begge initiativer går ud på, at vi deler noget af det dyrebareste, vi har med hinanden – nemlig tid og nærvær! Jeg går til hver en tid gerne tur med dig igen … og tager gerne kaffen med 🙂