Dagens gå-tur opsummerer jeg lige nu til “afstikkere” – dem vi på sådan lidt mere eksistentiel vis tager i løbet af livet, dem vi vælger at give plads til, når vi er på rejse og så helt konkret den vi tog, da vi i dag mødte én, som inviterede os på en tur i sin parklignende have.
Meget af vores snak i dag handlede om afstikkere. Om bevidst at vige bort fra det vante – eller måske nogle gange af livet selv blive ledt væk fra det vante. Turde livet. Vælge eventyret. Bryde de daglige strukturer og rytmer. Sige ja, når muligheder byder sig til.
Og vi blev testet på netop det, da vi faldt i snak med den skønneste dame ved det skønneste hus og hun inviterede ind i sin have. Og egentlig var vi jo midt i en snak. Og egentlig var vi jo ude på en rute. Men egentlig var der jo ingen, der på forhånd havde bestemt, hvordan netop denne tur skulle udfolde sig.
Vi takkede ja! Og hold nu da fast. Så meget levet liv. Så mange rejser og så mange afstikkere. En verdensborger som nu med stor kærlighed viste rundt i sin have og fortalte, at nu gad hun ikke mere at rejse. Men også om, hvordan nysgerrighed har bragt hende vidt omkring. “Så får man også en sjovere alderdom!” tror jeg hun sagde. Så nu nyder hun sit lille paradis. Betragter rovfuglene på himlen. Ser. Er. Læser. Nyder. Hun fortalte om sin afdøde mand som var “snurrig” og jeg tror hun selv må være indbegrebet af et “livsstykke.”
Videre gik vi. Opløftede og inspirerede. Delte erfaringer og perspektiver på nære relationer, valg og vendepunkter.
Midt i at være fremmede for hinanden blev vi i dag vandrere på et fælles hverdagseventyr, da vi samstemmende valgte at sige ja, da muligheden for en afstikker bød sig til.
Tak for turen Sille samt, at du tog mig med på denne “rejse” i vores indre, om de valg og muligheder vi får i livet. Jeg synes “afstikkere” er en velvalgt overskrift for turen, da vi kom langt omkring, også selve gåturen, var en oplevelse med flere afstikkere. Vi fik også luftet “at leve i nuet”, og gribe muligheder og være åben for nyt og nye mennesker, hvilket vi hver især gør, da vores nysgerrighed ikke holder os tilbage, især ikke når man møder et fantastisk hus, med en ligeså fantastisk ejer 🙂
Selv tak, Jan! Og tak for, at du lige fik prikket lidt til mig, da jeg et (ultrakort) øjeblik overvejede at spørge, om jeg kunne have hendes invitation til gode til en anden dag 😉