Noget af det der fortsat klinger i mig i dag, er opmærksomheden på, hvor sårbare vi mennesker er. Måske noget med en grundfølelse af, at vi som individer altid vil stå alene – og hvordan det bliver særlig tydeligt, når livet rusker og niver lidt… Jeg tror ikke vi som sådan brugte ordet “sårbar,” men jeg synes vi kom rundt om mange vinkler på, hvor skrøbelige vi er, og hvor meget vi også har brug for, at der ind imellem er nogle at læne sig op ad – arbejdsmæssigt, privat osv… hele vejen rundt. Og samtidig med, at vi er sårbare alene, rummer netop også erkendelsen af dette en enorm power – og en mulighed for at tage fuldt ansvar og udleve sit potentiale – være “enesteånde”…