Der sker så meget for tiden. Spisebordet er det mindste. Alt er flyttet rundt og nye mennesker er flyttet ind. Jeg bor i kollektiv nu. Og om lidt flytter jeg ud. Så rejser jeg ud i verden. Som fremmed. Men allerede nu ved jeg, at den jeg er allermest fremmed over for, er mig selv. Det lyder mærkeligt. Men jeg har altid undret mig lidt. Over mig selv. Hvem er hun? Hvad vil hun? Hun skriver ord og tænker tanker. Mange tanker. Af og til alt for mange tanker. Og nu har hun bygget om og sat i stand. Gjort klar. Hun har været flittig. Jeg er ret vild med de mennesker, hun har inviteret ind i vores liv. De er dejlige. Inspirerende. Men alle de tanker. De larmer. Hun søger. Drives af en længsel efter noget. Jeg har besluttet at hjælpe hende med at finde det. Nu leder vi sammen.
I nat har jeg ligget vågen. Igen. Det sker åbenbart, når noget kalder, og jeg lytter efter det næsten uhørlige. Jeg har besluttet mig for at finde ud af, hvad det er. Lede utrætteligt efter det, der kalder. Forfølge en klang, selvom jeg end ikke ved med sikkerhed, hvad den vil mig, og hvor den leder mig hen.
Tur med en fremmed handler om os. Om dig. Om mig. Om dem vi er, og dem vi ønsker at blive. Om det vi rummer, og det vi skaber plads til. Det handler om, hvad vi fylder i vores liv, og hvordan vi vælger at berige hinanden med vores nærvær og vores tanker. Jeg glæder mig til mange flere ture – ud i verden, rundt om bloggen, med en fremmed, og med mig selv, nysgerrigt betragtende mig selv – som en fremmed.
