For tiden “går jeg på” mine egne samtalekort – dem jeg har lavet for at hjælpe de dybere samtaler på vej (du kan se dem her: www.schirmertalks.com). For nogle dage siden brugte jeg dem alene og stoppede ved temaet “frygt.” Jeg delte mine tanker her på bloggen: “Hvad er det værste, der kan ske”
Og selvom jeg faktisk ikke opfatter mig selv som et frygtsomt menneske lå nogle af refleksionerne og spørgsmålene stadig i baghovedet, da jeg igen i går var ude på min daglige gåtur. Der er godt med gods i det der frygt…
Dumdristig eller modig
Derfor kom ”frygt” igen i går til at være et tema på turen. Det startede egentlig lidt tilfældigt. Jeg bevægede mig ud i mørket alene, hvilket en veninde mente var modigt. Det syntes jeg egentlig ikke. Altså, ind til jeg befandt mig på den allermørkeste del af strækningen. Omgivet af træer og næsten ude af stand til at se stien i mørket. Jeg gik der og kom til at tænke på, om jeg mon i virkeligheden var mere dumdristig end modig. Var det dumt af mig at gå der mutters alene i mørket? Jeg var ikke rigtig bange, men legede alligevel lidt med at fremmane diverse skrækscenarier for at vurdere effekten.
Kan man fremmane frygten?
Vi lever i et land, hvor der ikke findes farlige dyr. Men hvad nu, hvis jeg befandt mig et sted, hvor farlige dyr kunne overmande mig hvert øjeblik? Eller hvad nu, hvis den tryghed jeg går i verden med blev udfordret af et menneske der på stien, der havde onde hensigter. Eller hvad nu, hvis nogle af de monstre eller overnaturlige væsener jeg fra tid til anden har set i skrækfilm, pludselig, manifesterede sig foran mig der på stien?
Når faren er reel
Midt i alt det forblev jeg fortsat rolig, men jeg kunne ikke helt slippe tanken om, at nogle mennesker lever i utryghed. Enten fordi de vokser op i områder, hvor de betingelser de lever under er decideret livsfarlige, eller fordi de færdes i et miljø, hvor tryghed og passen på hinanden ikke er givet.
Og jeg kom til at tænke på en ganske banal og ufarlig hændelse i Oman, hvor jeg en gang var på rejse. Der skete intet, men en situation, hvor jeg gjorde noget ”man ikke gør” gav mig et øjebliks kuldegysninger fordi erkendelsen af, at den adfærd og den tryghed og frihed jeg færdes i verden med som det naturligste i verden, ikke er noget jeg kan tage for givet. Andre steder i verden eller i andre miljøer, ja selv i andre familier, er det andre regler, der er gældende. Ofte er det banalt og uden betydning, men andre gange er det afgørende og ødelæggende.
Og denne tankerække bragte mig videre til et helt centralt spørgsmål jeg ofte støder på, når folk spørger ind til ”Tur med en fremmed.” Om jeg har oplevet at blive forulempet. Flere giver udtryk for, at de ikke ville turde at gå de ture, jeg går. Og i starten overraskede det mig bare – især da en spurgte mig, om jeg også går ture med mænd – men det begynder at gå op for mig, at den frygt eller det forbehold, som deres spørgsmål repræsenterer, er jeg nødt til at forholde mig til, hvis jeg vil udbrede ”Tur med en fremmed.”
At skabe trygge rammer for det utrygge
Det er i sig selv utrygt at mødes med en, man ikke kender og gå ud på en længere tur i en fortrolig samtale. Derfor skal rammerne bidrage til en tryghed. Så man kan være tryg i det utrygge. Hvilket er en stor del af min pointe med samtaler med fremmede at ja, det kan virke utrygt at mødes med en, der ikke ligner en selv. Men nej, det må aldrig blive dumdristigt, for det er absolut ikke det, der er meningen.
Kan vi pakke os så meget ind, at hverdagsmod er umuligt?
Men vi skal heller ikke blive så forsigtige, at vi intet tør. Eller at vi pakker os så meget ind, at det modige ikke er muligt. Jeg tror på det bedste i mennesket, og jeg vil være ked af at navigere efter det værst tænkelige. Jeg insisterer på det gode. For snart tredive år siden, da jeg var i starten af tyverne, havde jeg en samtale med min svigerinde om en juridisk tvist, hvor jeg hårdnakket insisterede på, at de involverede parter ville komme til fornuft. Hendes spørgsmål til mig den dag var: ”Sig mig, er du naiv?” Det spørgsmål har ligget i mig lige siden. Den gang svarede jeg at ja, det er jeg vist. Jeg krympede mig lidt ved det og var indrømmet lidt småflov. I dag er svaret det samme, men jeg er med alderen blevet stolt af min naivitet. Jeg tror faktisk verden har brug for en naiv tro på det bedste i alle.
Hvad tænker du?
Hvornår er vi modige, og hvornår er vi bare dumdristige? Kan vi være FOR forsigtige? Ville du selv gå ud på tur med en fremmed? Og hvad skulle der til for, at du følte dig tryg?