Forfatter: Sille

For noget tid siden gik jeg tur i skoven med min datter på ni år. Jeg spurgte ind til hendes dag, og det udviklede sig til en snak om, hvad hun virkelig godt kan lide at lave, når hun er i skole. Hun sagde noget i retning af:

“Jeg kan rigtig godt lide billedkunst, for der får vi at vide, at vi bare skal slippe kreativiteten løs”

 …pause…

“Og så kan jeg også godt lide kristendom. Vi tegner, og Mia siger, at vi bare skal slippe fantasien løs”

…pause…opsummering…

“Ja, så jeg tror, det jeg rigtig godt kan lide, det er noget med at slippe noget løs!”

Og jeg blev en smule rørt og tænkte ved mig selv, at hun der havde fat i noget helt centralt. Jeg tror i virkeligheden rigtig mange af os godt kan lide “…noget med at slippe noget løs”. For mig er mine ture i skoven – alene eller i selskab med en fremmed – en måde at slippe nogle tanker løs og give dem luft og loftshøjde til at folde sig ud.

Kan du også godt lide at “slippe noget løs”?

Endnu en tur i godt selskab med en fremmed. En grå torsdag, som ikke gjorde noget væsen af sig. Og koldt var det – jeg frøs lidt. Men gråheden og kulden til trods har den friske luft og samtalen med en vildt fremmed en magisk virkning på mig.

Jeg bliver sgu så glad i låget!

Endnu et dejligt menneske. Jeg føler mig så heldig, så priviligeret og meget ydmyg over sådan at få et tit ind i et andet menneskes univers og tanker. Bortset fra den kølige luft var det en forårsagtig dag. Og da vi sad på en bænk i solen og indtog sommerens sidste dråber af den herlige hyldedrik i varm udgave var det næsten som en sommerdag.

Vi talte meget om rigtig meget. Vi fyldte intetheden med tanker og oplevelser. Og talte om, hvordan det netop er det – tankerne og oplevelserne – der udgør dem vi er. Og at det kan være fint nok at holde fast på sin identitet og den man er, men at det også nogen gange er befriende at slippe det og svæve frit for en stund.

”Jeg frygter intet”, som Kirkegaard en gang har sagt, kom på mange måder til at være omdrejningspunktet i vores samtale. Om ikke at frygte noget og samtidig at frygte intetheden, tomheden, det ukendte og nye.

Jeg har efterfølgende tænkt meget på, hvordan det er vi tager imod fremmede – som måske netop står midt i en eller anden form for intethed, tomhed eller nyhed. Ikke bare dem der kommer langvejs fra, men også dem der bor lige ved siden af, eller de nye på arbejdspladsen. Inviterer vi dem ind i vores kreds, eller må de selv insistere på at blive en del af fællesskabet?

Jeg kan selv tænke på et par initiativer, jeg har haft i tankerne den senere tid, som jeg nu er sikker på, at jeg vil prioritere at sætte handling bag – så nu skal der blandt andet være fest på vejen, som aldrig har holdt en vejfest 🙂

Har du selv stået som fremmed og ønsket at blive inviteret ind? Har du som fremmed insisteret på at ”være med” eller har du været den, der tog initiativ den anden vej?

Min fjerde tur med en fremmed gik jeg faktisk for flere uger siden. På en blæsende snevejrsdag. En dag som jeg snildt kunne have valgt at tilbringe indendøre, men som jeg bevægede mig ud i, fordi jeg jo li’som havde en aftale. Det var skøjtende glat og ikke helt ufarligt, men også fantastisk smukt og vældig livsbekræftende.

Og rent forsøgsvis undlod jeg at skrive umiddelbart efter turen, fordi jeg havde lyst til bare at se, hvad der så skete rent refleksivt. Når nu mit eksepriment med at møde nye mennesker på en gå-tur har til formål at åbne op for nye sider af mig og dem, mon jeg så bremser – eller forcerer processen – ved at forpligte mig til partout at skrive umiddelbart efter?

Men nu her flere uger efter er der faktisk især én ting der står klart – og selvsamme observation var den samme jeg havde present umiddelbart efter turen. Og måske har jeg holdt fast i netop den tanke, fordi jeg ikke havde skrevet om den og derfor var bange for at glemme den… Hvem ved… måske holder vi fast i ting i livet, og tror de er vigtige, men i virkeligheden er vi bare bange for at glemme dem?

På turen hørte jeg – for gud ved hvilken gang – mig selv beskrive mig selv som ”introvert” og som en der ”trives bedst i mindre grupper”, måske endda helst i den ”nære 1-1 samtale”. Og det slog mig efterfølgende, hvor foudsigeligt det er. Og at jeg fastholder mig selv i et billede af, hvordan jeg tror jeg er – eller hvordan jeg erfaringsmæssigt ved jeg var, dengang jeg sidst var det…

Vi talte om, at det for nogle er et handicap at være introverte. Mens at det at holde et foredrag kan ændre sig fra at være angstfremkaldende til at være en fest – når bare man øver sig og prøver det tilstrækkeligt mange gange. Så hvorfor er det, vi så ofte holder fast i vores egen selvopfattelse, selvom vi kan se, at den er uhensigtsmæssig? Og hvad er det der gør, at vi nogle gange finder overskud til at udfordre og udforske os selv, for at finde frem til, at vi har potentiale til mere og andet end vi lige troede?

Min fredag: morgensang på skolen (intet er som sprøde børnestemmer, der skråler julens sange om spændt forventning), en tur med hunden i det stadig meget smukke vinterlandskab og en boblende fornemmelse i maven , da jeg senere ad snirklede veje kørte igennem endnu mere smukt vintervejr på vej mod dagens aftale. Louis Armstrong i radioen fuldendte idyllen med ”When you wish upon a star, makes no difference who you are…”. Så der var li’som lagt en god grundstemning, da jeg ankom til caféen.

Og så var jeg køkkenassistent og nød hvert minut af det. Nina ville ikke gå tur med mig, men inviterede mig istedet til en dag i køkkenet i hendes café. Så jeg bagte vafler, bryggede kaffe, serverede frokostanretninger, ryddede af, vaskede op, pakkede brunkager og ristede mandler – og lyttede og spurgte og var…

Og på cafeens opslagstavle læste jeg, at Dalai Lama havde været på besøg, hvilket virkede så vældig oplagt og naturligt – selvfølgelig har han været på dette sted, som for mig bare er så meget indbegrebet af omhu, omsorg og opmærksomhed.

Og en liflige lethed. Ikke som i alt-er-nemt-og-ubesværet, men som i  vi-gør-det-der-skal-til-og-ser-hvad-der-sker-hen-ad-vejen. Noget med ikke at slå større brød op end man kan bage, men samtidig også at tage de nødvendige skridt, når mulighederne byder sig. Og det fik mig til at tænke på, hvor vigtigt det er, at vi kører os selv i stilling til heldet. Og at vi evner at se, at det som i første omgang kan virke meningsløst eller uretfærdigt i et nyt perspektiv kan være en adgangsbillet til noget helt nyt.

Og jeg er bange for, at jeg går hen og bliver lidt for krypstisk og lommefilosofisk… og i grunden tror jeg, det hænger sammen med, at jeg prøver at opsummere noget, der bare virkede så enkelt og ukompliceret på mig. Alle mine tanker og spørgsmål om tvivl og frygt og glæde og begejstring blev på forunderlig vis erstattet af et oprigtigt ønske om at gøre mig nyttig og suge til mig af praktisk viden om betjening af vaffeljern, påfyldning af kaffe og te, servicering af kunder og samvær med dejlige mennesker i køkkenet.

Og på sin vis falder denne ”tur” jo fuldstændig uden for rammerne for mit projekt ved hverken at omfatte en gå-tur eller en lang samtale. Men en anden vigtig del af mit projekt er også at sige ja til de ting, der opstår. Jeg sætter noget i gang med en intention om at mødes med en fremmed, og jeg tilbyder nogle rammer, men i virkeligheden så er noget af det vigtigste i mødet med en fremmed vel også netop at være åben for, at tingene kan se ud på en anden måde, end man havde forestillet sig.