Kategori: natur

Der  var noget alfeagtigt over gåturen i dag. Og jeg tror ikke kun det var den tunge tåge. Eller den intense fuglekvidder. Men måske var det minutterne med stilhed. Og fårene på ruten, der stirrede nysgerrigt på os. Og de friskfangede fisk på havnen. Og solen der pludseligt og endelig bragede igennem tågen.

Dagens tur var anderledes end alle andre. Måske fordi stilheden fik en stemme. Der var rum til ikke at sige noget. For en stund lade ordene vige pladsen for fuglekvidder og lyden af græsset der gror. Jeg føler i de grader, at foråret vandt indpas i dag. I mit hjerte fordi jeg var nærværende nok til at opfange lyden af græsset der gror.

Mange ellers gængse samtaleemner som børneopdragelse, karrierevalg og –overvejelser og parforholdsproblematikker blev aldrig aktuelle fordi ”min fremmede” og jeg på rigtig mange områder ikke har fælles referenceramme. Så måske netop derfor gik vi direkte til eksistentielle overvejelser omkring død, smerte og lykke.

Hvad fylder i dit liv – eller hvad fylder du dit liv med?
Jeg er meget tilhænger af ideen om, at vi selv er ansvarlige for, hvad vi fylder vores liv med. Men den tanke fik et for mig interessant nyt perspektiv, fordi vi kom til at tale om smerte. En tandpine hos min vandre-ven har den sidste tid fyldt rigtig meget. Og smerte har det med at fylde. Smerte påkalder sig opmærksomhed og trænger alt andet bort. Jeg havde selv tandpine for en måned siden og nikker genkendende til den altoverskyggende og opmærksomhedskrævende smerte.

Så smerten – psykisk eller fysisk – kan fylde så meget, at det at passe et arbejde eksempelvis føles invaliderende. Det er ikke nyt for mig, at det kræver overskud at skabe sin egen lykke. Men i dag stod det skærende klart for mig, at hvis smerten fylder det hele, må det kræve mange gange mere overskud at fylde sit liv med noget, som kan opveje smerten.

Jeg bøjer mig i dyb respekt for alle de mennesker omkring mig, som kæmper med fysiske og psykiske smerter og som stadig står op!

Og jeg føler dyb taknemmelighed for fravær af smerte, solen der stråler, den friskfangede fisk på mit køkkenbord og mødet med en fremmed, som var med til at gøre tre timer på en fredag eftermiddag mere magiske end de ellers ville have været.

Er det vigtigt at vide, om vi er ens eller forskellige? Og hvis vi alle er ens er det så en skræmmende eller en beroligende tanke? Og behøver vi overhovedet bekymre os om det, for i sidste ende er det hele ligegyldigt – eller måske snarere lige gyldigt?

Gør vi det enkle besværligt?
Dagens tur efterlader mange eksistentielle spørgsmål, som vi næsten fik galt i halsen og endte med at forkaste som en kende komplicerede. Komplicerede på den måde, at vi ofte kommer til at besværliggøre det enkle. Hvilket jo nemt sker, når man elsker at fantasere, mærke efter, være åben for tegn og stemninger – og som jeg samtidig gerne vil ”regne den ud”. Dagens tur var livgivende og let med lige dele latter og refleksion.

Tillid
Uden at det var det ord vi brugte, så tror jeg faktisk, at ”tillid” lå som en grundstemning i samtalen. Tillid til, at vores børn klarer – og kommer styket igennem – de knubs de får. Tillid til, at selv hvis pengekassen er tom, så klarer vi også det. Tillid til, at de fremmede vi mødes med ikke er weirdos, som vil os det ondt.

Og tillid til, at hvis vi giver slip på ønsket om at ”regne den ud” og bare følger vores indre kompas, så taler og handler vi fra en urokkelig platform af noget, der er sundt og rigtigt helt ind i kernen.

Jeg forsøger altid at være så åben og uden forventninger som muligt forud for mine gå-ture med en fremmed. Men det lykkedes sgu (lærte den anden dag, at det ifølge dansk sprognævn ikke længere er et bandeord) ikke helt fra starten i dag.

Det forholder sig nemlig sådan, at dagens gå-turs-fremmede har skrevet en bog, som jeg synes var vældig fascinerende, da jeg læste den sidste år, og jeg tænkte, at forfatteren måtte være både klog og indsigtsfuld, og ham ville jeg egentlig gerne møde. Så jeg skrev til ham. Og han takkede ja til min invitation om en gå-tur. Og siden da har han bare figureret i min bevidsthed som ”den kloge mand”, hvilket unægteligt sætter en eller anden form for forventning.

Og nu sidder jeg så her efter en (hæs)blæsende gå-tur og er i tvivl om, om mit tilbageblæste hår skyldes den megen blæst eller de mange ord. Min fremmede var bestemt en vidende mand af mange ord. Det viste sig at være en hel perfekt anledning for mig til at øve mig i at være ok med hende ”stille Sille” som jeg ellers så ofte prøver at skubbe til side, fordi jeg synes, hun er lidt for underspillet, kedelig og vattet.

Så jeg lyttede. Og spurgte ind. Og vi kom vidt omkring. Fra fredningsregler, til skolesystemet – og så måske især spørgsmålet ”hvad vil du være når du bliver stor?”. Om hvordan nogle mennesker finder deres ”kald” tidligt i livet, mens andre stiller sig tilfredse og endnu andre igen savner noget, men ikke ved, hvordan de skal finde det.

Men mit klog-mand-filter lå meget af tiden som en lille indre forstyrrelse – og implicit en tanke om, at jeg er sgu nok ikke klog nok. Ikke så hensigtsmæssigt, men så alligevel fint i tråd med en del af vores snak (ja, hun var ikke stille hele tiden hende ”stille Sille”) som handlede om vores forestillinger om, hvad der er fint og rigtigt – kontra hvad der er et lykkeligt liv. Vi er så bundet op på status og rigtigt og forkert, at vi sjældent ser eksempelvis vores børn lige der, hvor de er. Vores evne til at spotte det, der er rigtigt for den enkelte og støtte talentets udvikling overskygges desværre ofte af plejer, bør og skal. Eller måske bare af en følelse af ikke at være klog nok – eller et eller andet andet nok (smuk nok, hurtig nok, dyb nok…)

Og selvom jeg på denne gå-tur ikke var helt ”uden filter” sidder jeg som vanligt med et afslappet smil og kan mærke, at noget spirer, pibler og er ved at tage form. Måske er det noget, der har været undervejs længe, men jeg kan mærke, at det umærkelige ”noget” næres i mødet med en fremmed.