Dagens gå-tur fulgte snirklede stier i varieret landskab. Det samme gjorde samtalen. Pludselig kursændring. Abstrakt og konkret. Afprøvende og konstaterende. Hele tiden afsøgende. På den måde smeltede vandring og samtale så fint sammen og blev ét – eller intet… Læs mere Snirklede, spidsfindige og underfundige tankebobler
Pit-stop i en lomme af livet
Alle mine ture med fremmede er forskellige, men min tur med Lone var lidt mere forskellig. Jeg havde inviteret mig selv hjem til Lone, som bor på en gård i Odder. Så det var hendes marker vi gik tur på. Læs mere Pit-stop i en lomme af livet
Eventyret starter i baghaven
I går havde jeg en af de der gå-ture, som bare gør mig så glad i låget. Ruten var ny. Vi mødtes hos Erik og gik rundt om Lyngby sø. Jeg havde læst et interview med ham i lokalavisen og var blevet inspireret af hans motto som er, at “Eventyret starter i baghaven”. Læs mere Eventyret starter i baghaven
Du skal bare huske at sige ja!
I det mindste blæste det ikke – særlig meget… Men det var vist også, hvad der var af godt at sige om vejret i dag. Mørkt og diset, tung regn og smat i massive mængder. Og så får man jo li’som ikke så meget hjælp – eller bliver man måske netop derfor hjulpet særlig meget til selv at løfte energien? Det kommer an på perspektivet, hvilket da også var anslaget på dagens tur med en fremmed. Læs mere Du skal bare huske at sige ja!
Vejen vi vælger
Vi står hele tiden over for valg. Vælger vi den lige vej? Vælger vi den vej de fleste andre også tager? Tager vi den snirklede vej uden helt at kende slutdestinationen, men i tillid til, at rejsen vil lede os til det ønskede mål? Eller står vi handlingslammede, og kan ikke beslutte os, når vejen deler sig i to? Læs mere Vejen vi vælger
I Actually Like Walking in the Rain
I dag gik jeg en meget tidlig tur i silende regn. Med mig selv. Ingen fremmed følgesvend i dag. Og så alligevel… Lige for tiden er jeg fremmed for mig selv. Læs mere I Actually Like Walking in the Rain
Når noget ikke får lov at folde sig ud
Jeg har tænkt meget og længe over min seneste gåtur med en fremmed. Eller måske snarere over de ting jeg tog med mig fra min gåtur. Og det jeg gav plads til at opstå – eller måske snarere afstod fra at skabe rum for. Jeg kalder mine gå-ture for et handleeksperiment – hvad sker der, når to for hinanden helt fremmede mennesker mødes for åbent at lytte, spørge – bidrage til det fælles, der kan opstå, inden for den begrænsede tid på den i forvejen fastlagte rute. Læs mere Når noget ikke får lov at folde sig ud
Er jeg meget besværlig, skat?
Sjovt nok handlede dagens samtale slet ikke om ægteskabets betingelser, men om stort set alt andet. Alligevel var det en lille bemærkning fra min gå-turs-fremmede, der skabte efterklang og førte til, at jeg oven på dagens gå-tur – med et let undskyldende smil – måtte spørge min mand, om jeg er meget besværlig at leve sammen med. ”Du må have en meget tålmodig mand,” konstaterede dagens fremmede tørt hen imod turens afslutning… Læs mere Er jeg meget besværlig, skat?
En påmindelse om at skønne på det der er
I går gik jeg en tur et sted, jeg kender godt, men hvor jeg ikke har været længe. På ruten står en bænk, hvor fra der er det skønneste kig ned ad en skovvej og hvor aftensolen især ved forårstide varmer særlig lunt, når den blå time nærmer sig. Jeg glæder mig over, at jeg mange gange har nydt netop dette sted og netop denne bænk, for i går var der bare en tom plet. Læs mere En påmindelse om at skønne på det der er
Jeg fedtspiller og lukker ned…
På min tur i dag startede jeg med et sæt af lukkede billeder omkring min egen tilgang til livet og verden. Jeg så for mig, hvordan mit synsfelt indskrænker sig, hvordan jeg går med skyklapper på og mentalt lukker ned og gemmer mig i noget trygt og velkendt. Jeg fedtspiller – har intet på spil. Sådan er det nogle gange. Læs mere Jeg fedtspiller og lukker ned…