Jeg prøver at regne livet ud, men ved, at der skal handling til

Sceneriet var upåklageligt, da jeg i morges gik tur i bagende sol i Riis Skov med udsigt over Århus bugten. Vi gjorde flere holdt undervejs for at nyde den intense varme og det smukke syn. Og jeg må blankt erkende, at der intet fremmed var over omgivelserne, som jeg har kendt igennem det meste af mit liv, men som det var næsten euforisk at gense efter flere år med andre ting på programmet.

Så jeg glædede mig ekstra meget over min aftale, som var kommet i stand med kort varsel og presset ind i mellem andre ting, som udgjorde den mere officielle del af min tur til Århus. Dagens tur med en fremmed blev for mit vedkommende en velkommen lomme af intens nydning og væren på en ny måde i velkendte rammer.

Jeg ser mig selv som et nysgerrigt og søgende menneske.  Jeg stritter i alle mulige retninger og har stor apetit på livet. Jeg kan fascineres af, drages imod og engageres i rigtig mange forskellige ting og det meste af tiden elsker jeg det! Men ind imellem rammes jeg af en næsten panisk trang til at finde lige ”dét” der er mit højere formål med at være her på jorden. Den ting som motiverer mig til at arbejde hårdt og vedholdende og som gør, at selv udfordrende perioder blot opleves som bump på vejen. At finde mit ”kald”. Desværre bliver det næsten handlingslammende, fordi jeg så føler, at jeg står over for et valg som bliver meget stort og definitivt. Og så tænker og taler jeg istedet for at handle.

Derfor var det også en fantastisk gave for mig i dag, da min fremmede fortalte, at hun står et sted i sit liv, hvor hun oplever, at nu er det vist på tide at vælge, fokusere, stille skarpt og gå målrettet efter noget helt bestemt. Men at hun dribler med overvejelser om, hvad nu hvis man ikke ved, hvad det ”bestemte” er – kan man mon så tænke sig til det, eller er det bare om at gå i nærkamp med livet og bevæge sig og udvikle sig med strømmen?

Og jeg kunne næsten høre min kære svigerfars standardbemærkning ”Do something!”

Og alle gåturens fine nuancer og vinkler på parforhold, lykke og det at være noget særligt fortaber sig lige nu i et stort rungende JA til at handle her i livet . Med alt hvad det bringer af afveje og genveje, vildveje og smutveje, fejlskud og pletskud. Fordi det er vejene vi vælger, der er bestemmende for vores rejse – uanset om vi rejser mod en kendt destination eller vi er drevet af en indre trang til bevægelse i retning mod noget endnu ukendt.

 

Fremmed fremmed, kendt fremmed eller snyde-fremmed

Hvad er en rigtig fremmed og kan ”fremmed” gradbøjes? I mine egne regler for mig selv har jeg defineret det meget bredt som ”jeg har ikke talt med vedkommende før”. Og selvom sidste uges fremmede passede på beskrivelsen, var hun alligevel lidt en ”snyde-fremmed”. En fælles bekendt havde foreslået, at vi mødtes. Vores veje har både fysisk og rent professionelt krydsedes og fagligt bevæger vi os i det samme felt. Og så er man vel ikke sådan rigtig fremmed – eller er man?

Men alene det at mødes ”som fremmede” sætter en anden ramme for samtalen og jeg tror eksempelvis ikke, at vi (som det skete i fredags) ville have siddet med synkrone smil på læberne og mindedes vores barndoms somre i Smørmosen – den dejligste strand på Tåsinge, hvor vi begge (aldeles uafhængigt af hinanden) har badet og spillet minigolf – hvis det ikke lige var fordi rammerne bliver så dejligt brede, når intet er givet på forhånd.

Vi talte også om, hvor vigtigt det er for os, at vi udvikler os både fagligt og menneskeligt. Ikke gå i stå, men være åben for ny viden og vinkler på tilværelsen. Og om at stå et sted i livet, hvor man spørger sig selv ”Hva’ så nu?” – både på den pirrende, inspirerende måde, men også på den lidt triste, sukkende måde.

Og det var en af de smukke sensommerdage, hvor konklusioner ikke er nødvendige, men hvor tankerne får nyt liv, fordi de hænges ud og blafrer i solen og ordene og reflektionerne frem og tilbage.

Men selvom jeg havde endnu en skøn gå-tur med en fremmed tænker jeg, om det blev lidt for trygt, fordi vi havde så meget til fælles. Eller er det bare en vrangforestilling? Skal det at møde en fremmed – altså sådan helt ”rigtig fremmed” – være lidt utrygt og uden fælles referenceramme?

Pudsigt nok har jeg med alle mine fremmede opnået en eller anden følelse af samhørighed – og dermed fået næring til en spirende klarhed om, at hvis bare vi er åbne og nærværende, vil der altid være områder, hvor vi er mere kendte end fremmede for hinanden.

Et klogt nok indlæg om en tur med en ”klog mand”

Jeg forsøger altid at være så åben og uden forventninger som muligt forud for mine gå-ture med en fremmed. Men det lykkedes sgu (lærte den anden dag, at det ifølge dansk sprognævn ikke længere er et bandeord) ikke helt fra starten i dag.

Det forholder sig nemlig sådan, at dagens gå-turs-fremmede har skrevet en bog, som jeg synes var vældig fascinerende, da jeg læste den sidste år, og jeg tænkte, at forfatteren måtte være både klog og indsigtsfuld, og ham ville jeg egentlig gerne møde. Så jeg skrev til ham. Og han takkede ja til min invitation om en gå-tur. Og siden da har han bare figureret i min bevidsthed som ”den kloge mand”, hvilket unægteligt sætter en eller anden form for forventning.

Og nu sidder jeg så her efter en (hæs)blæsende gå-tur og er i tvivl om, om mit tilbageblæste hår skyldes den megen blæst eller de mange ord. Min fremmede var bestemt en vidende mand af mange ord. Det viste sig at være en hel perfekt anledning for mig til at øve mig i at være ok med hende ”stille Sille” som jeg ellers så ofte prøver at skubbe til side, fordi jeg synes, hun er lidt for underspillet, kedelig og vattet.

Så jeg lyttede. Og spurgte ind. Og vi kom vidt omkring. Fra fredningsregler, til skolesystemet – og så måske især spørgsmålet ”hvad vil du være når du bliver stor?”. Om hvordan nogle mennesker finder deres ”kald” tidligt i livet, mens andre stiller sig tilfredse og endnu andre igen savner noget, men ikke ved, hvordan de skal finde det.

Men mit klog-mand-filter lå meget af tiden som en lille indre forstyrrelse – og implicit en tanke om, at jeg er sgu nok ikke klog nok. Ikke så hensigtsmæssigt, men så alligevel fint i tråd med en del af vores snak (ja, hun var ikke stille hele tiden hende ”stille Sille”) som handlede om vores forestillinger om, hvad der er fint og rigtigt – kontra hvad der er et lykkeligt liv. Vi er så bundet op på status og rigtigt og forkert, at vi sjældent ser eksempelvis vores børn lige der, hvor de er. Vores evne til at spotte det, der er rigtigt for den enkelte og støtte talentets udvikling overskygges desværre ofte af plejer, bør og skal. Eller måske bare af en følelse af ikke at være klog nok – eller et eller andet andet nok (smuk nok, hurtig nok, dyb nok…)

Og selvom jeg på denne gå-tur ikke var helt ”uden filter” sidder jeg som vanligt med et afslappet smil og kan mærke, at noget spirer, pibler og er ved at tage form. Måske er det noget, der har været undervejs længe, men jeg kan mærke, at det umærkelige ”noget” næres i mødet med en fremmed.

Går du også ture med mænd?

Det spørgsmål fik jeg for noget tid siden. En bekendt spurgte lidt ind til mine gå-ture. ”Spændende – men går du også ture med mænd?” Og ja, selvfølgelig går jeg også ture med mænd. Eller… så selvfølgeligt er det måske alligevel ikke?

Spørgsmålet og min egen efterfølgende reflektion er blevet ved med at dukke op i tankerne. For mig er der ikke nogen jeg pr automatik sorterer fra – eller er der? For mig er det selvfølgeligt, at mænd er med i gruppen af ”gå-turs-fremmede” mens det for min bekendte var li’så naturligt, at de ikke indgår i gruppen af fremmede man omgåes.

Så selvom vi føler os åbne og imødekommende, kan der sagtens være mennesker vi – bevidst eller ubevidst – sorterer fra. Eksempelvis mænd, som må siges at udgøre en pænt stor andel af de potentielt fremmede man kunne mødes med.

I næste uge skal jeg ud på min næste tur – med en mand. Men gad vide, hvem jeg sorterer fra – måske uden selv at vide det… eller ville være ved det? Er der nogen du umiddelbart har svært ved at se dig selv gå en tur med?

Invitér en af “de andre” til frokost

Jeg talte for nyligt om Tur med en fremmed – med en fremmed – og hun fortalte om et lignende projekt, som går under navnet “Take ‘the Other’ to Lunch”. Jeg kan rigtig godt lide ideen og måske kan du også hente lidt inspiration?

Elizabeth Lesser, som er ophavskvinde til ideen, taler på TedTalks om initiativet, som i al sin enkelhed går ud på at spise frokost med en person, som tilhører en gruppe af mennesker, som du har en forudfattet og negativ holdning til. Hun opfordrer til, at vi lægger vores forbehold og forudfattede meninger fra os og går ind i mødet med et åbent sind.
–
Hun har formuleret nogle enkle rammer som skal være kendte for begge parter forud for frokosten:
  • lad være med at overbevise, forsvare eller afbryde – vær interesseret, imødekommende, oprigtig og lyttende.

Desuden foreslår hun tre spørgsmål, som kan danne udgangspunktet for samtalen:

  • Del nogle af dine livserfaringer
  • Hvad ligger dig især på sinde?
  • Hvad har du altid haft lyst til at spørge nogle fra “den anden side” om?

Min eneste overvejelse lige nu er, hvordan jeg inviterer – “hey, jeg har altid syntes at sådan nogle som dig var nogle virkelige fjolser – så hvad siger du til en frokost?”.

Elizabeth afslutter sit indlæg på TEDTalks med at citere Rumi:
“out beyond ideas of wrong-doing and right-doing there is a field – I’ll meet you there”
–

Dem der er anderledes end os selv

I dag var jeg til konference om ligestilling og kvinders repræsentation i erhvervslivets top (Snublesnore på direktionsgangen). Der blev sagt rigtig mange relevante og spændende ting. I forhold til det at møde fremmede – eller være åben over for ”det fremmede” – var der især én ting, som jeg hæftede mig ved:

”…vi kan ikke lide nogle, der er anderledes end os selv.”

Pointen kom fra Anne Bornfeld, som er HR direktør i IBM Danmark. Hun fortalte om rip, rap og rup effekten og om hvordan det naturlige og oplagte valg, når der skal peges på nye ledere er at pege på det kendte – på små kloner af os selv. Det er i sig selv ikke revolutionerende nyt, men IBMs tilgang med at sætte Lars Bang i spidsen for et initiativ, der har som mål at få flere kvinder ind i topledelsen er godt tænkt. Lars Bang blev valgt, fordi netop hans afdeling udmærker sig ved at have den laveste repræsentation af kvinder i topledelsen.

Og Lars Bang bliver nu inviteret til at komme ud og tale i forskellige sammenhænge, hvor flertallet af tilhørere er kvinder. Og hjemme igen bemærker han, at det er lidt ubehageligt at træde ind i et rum, hvor der kun sidder kvinder.

Og ja – al begyndelse er svær. Og det er ikke altid nemt at invitere en fremmed ind, eller være ”ny i klassen”, men nogen er nødt til at invitere eller træde ind i rummet. Og øvelse gør mester. Jo mere vi træner vores villighed til at se ting fra nye vinkler og træde ind i det ukendte, jo bedre bliver vi til det. Og jo større sandsynlighed er der for, at magien og nye muligheder opstår.