Sagt efter turen

efterturenEt lille udpluk af refleksioner fra folk (sakset fra kommentarsporet under de enkelte gå-tursindlæg), der har været ude på Tur med en fremmed:

Nicoline Christophersen:

Det var en vid, bred og samtidig en dybt forankrende gåtur. Jeg oplevede også stort sammenfald mellem visionerne for Bitch Coffee Club og Tur med en fremmed. Begge initiativer går ud på, at vi deler noget af det dyrebareste, vi har med hinanden – nemlig tid og nærvær! Jeg går til hver en tid gerne tur med dig igen … og tager gerne kaffen med

Carina Mosbæk:

Spændende samtale og gåtur idag. Skræmmende at jeg inden kunne få tvangstanker om, at jeg ville ligge parteret i en sø et sted – for hvem finder dog på sådan et eksperiment? Jeg ser vist for meget af “Sagen genåbnet”. Du beskriver samtalen meget smukt – jeg var helt drænet på den fede måde efterfølgende og kunne godt have brugt at gå hjem i min hule og meditere straks efter. Men her sidder jeg i mit skønne cykelunivers – og er egentlig lige glad. God weekend.

peter:

det var en fin gå tur sidste fredag med min ukende gåveninde mærkeligt at være tilbage på stier som for mig vækkede minder om en svunden tid der var lige som noget melankolsk over denne tur en tur lige som mange andre men dog så forskellig for er det ikke sådan vi er os mennesker forskellige og på hver vores vej i livet men dog så ens med de samme behov og håb .
på min hjemvej i toget var tågen ved at lette svævende over buske og krat og solen tittede frem med alt sin kraft

Nana:

På tilbagevejen tænkte jeg, at det er den slags små oplevelser, som virkelig gør mig høj over livet. At kunne være spontan, nærværende og i en ny kontekst fra tid til anden!

Så tak for snakken og for den fornemme bænk-forplejning. Det var fantastisk at få et indblik i dit univers og ikke mindst naturen omkring Nordsjælland!

Solveig:

Det var en dag, hvor jeg følte, at jeg fik rigtig meget IND i livet. Samtale, lys, sol, de smukkeste landskaber og stille vinterluft. Den fedeste næring til alle sanser. Sjovt nok taler vi mennesker meget om at få noget UD af livet. Det lyder lidt hiv-og-slid-agtigt i mine ører. Jeg synes, at det handler om at få noget IND i livet. Én af måderne er at ta’ mennesker ind i sit liv. Det synes jeg, at vores dejlige møde var et fint udtryk for. Mennesker er kun en armslængde – eller mindre – fra os.

Lars AP:

Stor stor tak for en fantastisk gå-tur herfra. Jeg synes vi kom meget igennem. Jeg synes madpakken, du havde smurt var forbilledligt lækker. Jeg synes ruten var varieret og smuk. Og så synes jeg du var vildt nem og inspirerende at samtale med. Også selv om vi var fuldstændig fremmede for hinanden.

Det var en super god oplevelse. Og jeg er både opløftet og skønt blæst igennem i hovedet af både snak og al den friske luft.

Nadja Pass:

Og jeg siger også tak for en inspirerende snak langs en meget smuk rute gennem Vedbæks efterårsløv. Jeg hæftede mig især ved,

a) hvor rart det er engang imellem at møde nogle mennesker, uden på forhånd at have googlet hinanden, så man selv kan få lov at fortælle sin historie ud fra det, der er det vigtige og relevante lige nu – og samtidig fuldstændig åbent og fordomsfrit kan spørge ind til hinanden.

b) hvor dejligt det var, at du havde sat nogle gode, faste rammer, som vi så kunne folde os ud indenfor.

c) hvor fedt det er, når man er jævnbyrdige samtalepartnere i stedet for, at den ene er defineret som foredragsholderen, eksperten, psykologen, coachen, som det ellers typisk er, når vi taler med vildt fremmede. Det var virkelig rart og inspirerende, at vi begge to var “på” og bød ind – og det sendte samtalerne i nye, uventede retninger.

d) hvor skønt og hjerneventilerende det var at gå tur i skoven, der forandrede sig markant undervejs både på grund af lyset og landskabet. Meget befordrende bagtæppe for gode samtaler.