I det mindste blæste det ikke – særlig meget… Men det var vist også, hvad der var af godt at sige om vejret i dag. Mørkt og diset, tung regn og smat i massive mængder. Og så får man jo li’som ikke så meget hjælp – eller bliver man måske netop derfor hjulpet særlig meget til selv at løfte energien? Det kommer an på perspektivet, hvilket da også var anslaget på dagens tur med en fremmed. Perspektiver på liv og perspektiver på selvet. At se noget i et nyt lys. Eller i et klarere lys. Det at sætte sig selv i en ukendt ramme kan skabe netop det. Et nyt perspektiv.
I det hele taget var der mange gode anslag og tankerne bobler stadig derudad. Især nu, hvor jeg er ved at have reetableret en nogenlunde normal kropstemperatur. For turen var ikke bare kold og våd. Den var også livgivende og berigende. Og ikke nødvendigvis for det den var, men alene det, at den var. Den eksisterede. Som resultat af et bevidst valg om at rive et par timer ud af kalenderen og være til stede i netop dette øjeblik. Uanset vejret. Uanset dagsformen. Uanset andre prioriteter. Og på sin vis opsummerer det essensen i nogle af de temaer, vi kom rundt om. Om nærvær. At vælge noget til uden helt at vide, hvad det bringer med. Gå all-in. Men også, at vi kan være nødt til at sige nej – vælge noget fra – for at skabe rummet til at sige ja.
Selvoptaget? Ja, hvad skulle jeg ellers være optaget af?
Vi kom en del rundt om det at sætte sig selv på spil. At have noget på spil. At være tro mod en indre længsel, uro, viden…noget der kalder på én at gøre. Jeg kæmper selv af og til med at føle mig for selvoptaget og egostisk og derfor var det herligt befriende at høre om Jørgen Leth. Mette, som jeg gik tur med, havde hørt et interview, hvor intervieweren spørger ham, om ikke han er lidt selvoptaget. Og det befriende ærlige og ligetil svar var, at “Jo selvfølgelig. Hvad skulle jeg ellers være optaget af?” Og det gav for mig anledning til især to opløftende refleksioner:
- Måske er det sådan, at hvis vi var flere, der indrømmede – eller måske bare erkendte for os selv – at det vi er mest optagede af, er os selv, så var vi ikke så optagede af, hvad andre foretager sig. Det kunne lede til et større ansvar for egne handlinger og mindre pegen fingre eller holden andre ansvarlige for uretfærdigheder, misgerninger og andet snask i verden/familien/relationen. Måske?
- Når jeg for x’ne gang siger mit gode job op og sætter familiens økonomi på prøve, fordi jeg vil “noget andet”, er det ikke kun et udtryk for en egoistisk selvoptagethed. Det er også et modigt forsøg på at skabe de optimale rammer for, at jeg som menneske kan bidrage med lige præcis det jeg gør bedst inden for lige præcis de rammer, hvor jeg gør det bedst – og på den måde give mest mulig værdi til de mennesker jeg møder privat og professionelt. Dvs min selvoptagethed – eller commitment til mig selv – er også et commitment til alle andre.
Et brugbart perspektiv på egoisme. En egenskab som jeg bilder mig selv ind, at jeg ikke har et problem med, men som jeg åbenbart alligevel har et tilbagevendende behov for at finde positive vinkler på…
Puge sammen – på den fede måde
Vi kom også ad forskellige veje og i flere omgange frem til noget, der for mig handler om at gøde jorden, plante frø eller “puge”. Puge bruges mest i sammenhængen “pengepuger” og forbindes ofte med en negativ egenskab og uvilje til at dele, men i en positiv betydning, som det at tilegne sig noget – egenskaber, kompetencer eller relationer – og tage vare på det, er det på alle måder værdifuldt. Hvis du ser dig selv i store international samarbejder, men det sproglige er en barriere må du investere dig selv i at tilegne dig sproglige kompetencer fra der, hvor du er nu. Eller hvis du drømmer om at leve og arbejde under fremmede himmelstrøg, men ikke helt ved, hvordan det praktisk lader sig gøre, må du kaste dig ud i at afsøge det, vel vidende, at frøet skal vandes – erfaringerne skal “puges” sammen. Eller hvis du gerne vil omgive dig med fantastiske mennesker og nære relationer i din alderdom – eller måske bare til din 50 års fødselsdag – så skal du nok begynde at pleje de relationer et godt stykke tid før du reelt står og skal sende invitationer ud eller etablere et olde-kolle.
Og altså pyha, jeg vil ikke konkludere noget som helst om tankerne fra dagens tur. Og så alligevel… Lige inden vi skiltes sagde Mette “Du skal bare huske at sige ja!” og der hvor jeg er i mit liv lige nu, er det nok det allervigtigste. Så nu glæder jeg mig til, at skæve og underlige projekter byder sig til eller vokser frem. Jeg har i hvert fald valgt fra og skabt rum for at kunne sige ja.