I går gik jeg en tur et sted, jeg kender godt, men hvor jeg ikke har været længe. På ruten står en bænk, hvor fra der er det skønneste kig ned ad en skovvej og hvor aftensolen især ved forårstide varmer særlig lunt, når den blå time nærmer sig. Jeg glæder mig over, at jeg mange gange har nydt netop dette sted og netop denne bænk, for i går var der bare en tom plet.
Og det fik mig til at huske på, hvor vigtigt det er at være bevidst om og nyde det dejlige der er, mens det er. Og også at vide og måske nogle gange stoppe op og overveje om en tom plet en gang var yndlingssted for nogen eller noget.
