Gårsdagens tur blev på alle mulige måder atypisk og meget eksperimenterende, hvilket var helt skønt og lige som det skulle være. Temaet for turen var “livsfylde” og “Danmark” og vi kom vidt omkring.
Allermest interessant var det at opleve, hvordan turen og samtalen, som faktisk var med en ven, udviklede sig anderledes end vanligt, fordi der var spørgsmål at tage udgangspunkt i. Snakken blev anderledes end den plejer og samtalemenuen fra Samtaledøgn om Danmark og kortene med temaer og spørgsmål rundt om livsfylde gjorde, at vi som venner oplevede gaven at mødes på en ny måde – næsten som fremmede.
Jeg tog meget med mig og fortsatte blandt andet snakken om “nære relationer” samme aften og igen i dag. Hvad værner vi om i vores nære relationer, hvad er i grunden en nær relation – kendetegnet ved, at man har kendt hinanden længe, at man er på sammen bølgelængde, at man ses ofte, eller måske snarere, at man ved, at hvis det virkelig gælder, så er man der for hinanden?
Det der i høj grad lige nu er present hos mig fra vores snak om Danmark, er en intention om i højere grad at spontansludre med fremmede jeg møder – i køen til museet, på toget eller hvor jeg nu lige har mulighed for spontane samtaler, der løfter energien. Og det kom vi til at tale om, fordi danskerne har ry for at være lukkede, men faktisk oplever vi i mange andre lande den samme “væren sig selv nok.” Så måske er det bare en historie vi fortæller os selv som danskere – at vi er lukkede… Og måske er der bare mange sammenhænge, hvor vi som mennesker er lukkede…? Men det er jo et område, hvor vi selv med lidt handlekraft, opmærksomhed og nysgerrighed kan vælge at påvirke et skift i en anden retning. Ved i højere grad at spontansludre. Et nyt ord, der kom ud af samtalen og som jeg går og hygger mig med og smager på: “spontansludre.” Mmmm… mon man kan starte en bevægelse rundt om det?
