Et klogt nok indlæg om en tur med en ”klog mand”

Jeg forsøger altid at være så åben og uden forventninger som muligt forud for mine gå-ture med en fremmed. Men det lykkedes sgu (lærte den anden dag, at det ifølge dansk sprognævn ikke længere er et bandeord) ikke helt fra starten i dag.

Det forholder sig nemlig sådan, at dagens gå-turs-fremmede har skrevet en bog, som jeg synes var vældig fascinerende, da jeg læste den sidste år, og jeg tænkte, at forfatteren måtte være både klog og indsigtsfuld, og ham ville jeg egentlig gerne møde. Så jeg skrev til ham. Og han takkede ja til min invitation om en gå-tur. Og siden da har han bare figureret i min bevidsthed som ”den kloge mand”, hvilket unægteligt sætter en eller anden form for forventning.

Og nu sidder jeg så her efter en (hæs)blæsende gå-tur og er i tvivl om, om mit tilbageblæste hår skyldes den megen blæst eller de mange ord. Min fremmede var bestemt en vidende mand af mange ord. Det viste sig at være en hel perfekt anledning for mig til at øve mig i at være ok med hende ”stille Sille” som jeg ellers så ofte prøver at skubbe til side, fordi jeg synes, hun er lidt for underspillet, kedelig og vattet.

Så jeg lyttede. Og spurgte ind. Og vi kom vidt omkring. Fra fredningsregler, til skolesystemet – og så måske især spørgsmålet ”hvad vil du være når du bliver stor?”. Om hvordan nogle mennesker finder deres ”kald” tidligt i livet, mens andre stiller sig tilfredse og endnu andre igen savner noget, men ikke ved, hvordan de skal finde det.

Men mit klog-mand-filter lå meget af tiden som en lille indre forstyrrelse – og implicit en tanke om, at jeg er sgu nok ikke klog nok. Ikke så hensigtsmæssigt, men så alligevel fint i tråd med en del af vores snak (ja, hun var ikke stille hele tiden hende ”stille Sille”) som handlede om vores forestillinger om, hvad der er fint og rigtigt – kontra hvad der er et lykkeligt liv. Vi er så bundet op på status og rigtigt og forkert, at vi sjældent ser eksempelvis vores børn lige der, hvor de er. Vores evne til at spotte det, der er rigtigt for den enkelte og støtte talentets udvikling overskygges desværre ofte af plejer, bør og skal. Eller måske bare af en følelse af ikke at være klog nok – eller et eller andet andet nok (smuk nok, hurtig nok, dyb nok…)

Og selvom jeg på denne gå-tur ikke var helt ”uden filter” sidder jeg som vanligt med et afslappet smil og kan mærke, at noget spirer, pibler og er ved at tage form. Måske er det noget, der har været undervejs længe, men jeg kan mærke, at det umærkelige ”noget” næres i mødet med en fremmed.