På min tur i dag startede jeg med et sæt af lukkede billeder omkring min egen tilgang til livet og verden. Jeg så for mig, hvordan mit synsfelt indskrænker sig, hvordan jeg går med skyklapper på og mentalt lukker ned og gemmer mig i noget trygt og velkendt. Jeg fedtspiller – har intet på spil. Sådan er det nogle gange. Og sådan er det måske jeg af natur er mest. Ikke desto mindre står det i så skærende kontrast til min virketrang, min lyst til at opsøge nyt og udvikle mig. Min nysgerrighed på mennesker omkring mig og på, hvad det er der inspirerer os hver især – og hvad der holder os tilbage og opleves som skræmmende og svært. Jeg elsker at se noget velkendt i et nyt perspektiv. Jeg næres af skæve vinkler og af åbenhjertige fortællinger.
Pudsigt nok har jeg den seneste tid haft svært ved at invitere fremmede på gå-tur. Hvor det tidligere var let for mig at reagere på et spotant indskud og invitere en fremmed, har jeg den senere tid været lukket ned. De spontane indskud og invitationslysten har været på vågeblus og hvis endelig lysten opstod har jeg tænkt, at de nok alligevel ikke havde lyst…
…for så at åbne op igen
Jeg udfordrede mig selv og mit snæversyn på dagens gå-tur. Jeg inviterede mig selv til virkelig at se og sanse mine omgivelser – efterårets farver, de mange forskellige nuancer, observere dybden og højden og i det hele taget lade mig blive ét med variationen og de mange perspektiver.
Og pudsigt nok sidder jeg nu med den lokale avis, hvor masser af små notitser springer mig i øjnene og giver mig lyst til at møde mennesket bag. Og jeg har inviteret en tøj ekspedient, en pensioneret fotomodel, en præst, der arrangerer rockkoncerter, en amerikansk kogebogsforfatter og en etnolog fra Mauritius. Nu glæder jeg mig til at få nogle aftaler i kalenderen og selskab på efterårets gå-ture.