Det hænder, at jeg bukker mig ned og samler noget affald op. Men af en eller anden grund, er det ikke noget jeg er stolt af – snarere noget jeg føler mig lidt flov over. Inderst inde håber jeg på, at der ikke er nogen der ser det. I dag blev jeg så snuppet på fersk gerning af min teenage-søn, som kom cyklende forbi og undrende råbte “Hvad laver du?”, da jeg stod foroverbøjet halvvejs inde i en fremmed indkørsel. “Øhhh… samler skrald op…”
Affaldet klistrer
Det er gået op for mig, at jeg ind til for nylig har haft en lidt speciel holdning til affald i det offentlige rum. Det jeg i hvert fald har lært min børn er, 1) at de altid skal smide deres affald i en skraldespand og 2) at hvis de først har samlet noget affald op, så må de ikke smide det igen. Så er det deres ansvar at smide det ud. Og det har jeg sådan set gået og tænkt var rimeligt ansvarligt, ind til det gik op for mig, at det jo er det samme som at sige, at så længe du ikke rører ved det, er det ok at være ligeglad med det. Men hvis vi godt vil passe på naturen, er det vel aldrig ok at vare ligeglad?
Posegang som middel mod fedme og forurening
For et par uger siden talte jeg med overlæge Jette Ingerslev som fortalte om sin mirakel-kur mod overvægt: posegang. I al sin enkelhed går det ud på at komme ud i naturen med en pose i den ene hånd og en handske på den anden, og så bukker man sig ned og samler op, hver gang man ser et stykke affald. Hun gør det selv hver morgen kl. 5:30. Og så har hun stiftet foreningen “Ren rabat, mand” som har til formål at komme både den ydre og den indre forurening til livs. Sådan!
Så imens jeg går og fedter rundt med lidt affald i ny og næ, er der rent faktisk nogle, der er væsentligt mere helte-agtige på den front. Du kan læse om Jette og hendes initiativ i artiklen Til kamp mod fedme, inaktivitet, depression og affald. Jeg vil forsøge at slippe min indre posedame fri og finde stoltheden ved faktisk at yde et lille bidrag til renligholdelsen af naturen – som jeg jo så forfærdelig meget nyder at færdes i.
Er jeg mon den eneste, der synes det er lidt af en overvindelse at samle andre folks affald op? Hvad gør du?
Interessant ide at sammenligne det ydre affald, og det indre……
Ganske tankevækkende….
Ofte er det jo andres “affald”, der går os mest på…..
Men kan vi påtage os ansvaret for alle andre, og “redde” verden?
@ Jesper – måske er udfordringen i virkeligheden, at vi så ofte kommer til at sætte det meget sort/hvidt op. For nej, selvfølgelig hverken kan eller skal vi påtage os ansvaret for alle andre og “redde” verden – men det er ikke det samme som, at vi bare skal være ligeglade. En lille indsats her og en venlig gestus der er også ok. Så min reflektion går på, at jeg har lullet mig selv ind i, at så længe jeg lades som om jeg ikke ser forureningen – og sikkert også alle mulige andre ting – så behøver jeg ikke forholde mig til den. Det svarer lidt til at stikke fingrene i ørene og råbe “lalalalalalala” når nogen siger noget vi ikke gider høre… Så hvis noget går os på, må vi overveje, om vi kan og vil gøre noget ved det – hvad enten det er vores eget eller andres affald – indre så vel som ydre.
Helt enig…
Selvfølgelig skal vi tage medansvar for vores omgivelser.
I det omfang vores omgivelser tillader det, og vi har overskud til det….
Min kommentar og tanker gik også mere på den modsatte situation.
Der hvor vi skal lade være.
Vi skal ikke lade os køre ned af fustrationer, når vores omgivelser insistere på at svine….
Nogen gange skal vi lære at give slip, og ikke forsøge at gøre rent på en losseplads….
Og her snakker jeg ikke ude i den fysiske verden….. 😉
Det bliver hurtigt til Sisyfos arbejde, og en måde at knække sig selv på…..
IMHO går lidt for mange lidt for højt op i hvad alle andre bør mene og burde gøre.
Og konsekvensen af det er ofte at de selv går ned på det, når de ikke får givet slip i tide…
Lev og lad leve… ‘ish
Spørgsmålet er så bare om det vil betyde mere eller mindre affald… både i den ydre og i den indre verden.?
Vi er vist i virkeligheden ret enige, Jesper 😉 og det må jo nødvendigvis være sådan, at hvis vi allesammen hver især tog ansvar for vores eget affald – det indre såvel som det ydre – så ville der vel være mindre af det.
Og ofte virker det nemmere at tage sig af andres affald end sit eget, og så er det, vi lige pludselig går ind på en banehalvdel om ikke er vores, og det hele bliver lidt mudret. Så ja, på den ene side “mind your own business” – og så alligevel også behov for en åbenhed for at hjælpe andre, hvis ønsket er der, og man kan gøre en forskel… Det handler vel dybest set om ydmyghed og respekt – og klar kommunikation: “Er der noget jeg kan hjælpe med?”