Min fjerde tur med en fremmed gik jeg faktisk for flere uger siden. På en blæsende snevejrsdag. En dag som jeg snildt kunne have valgt at tilbringe indendøre, men som jeg bevægede mig ud i, fordi jeg jo li’som havde en aftale. Det var skøjtende glat og ikke helt ufarligt, men også fantastisk smukt og vældig livsbekræftende.
Og rent forsøgsvis undlod jeg at skrive umiddelbart efter turen, fordi jeg havde lyst til bare at se, hvad der så skete rent refleksivt. Når nu mit eksepriment med at møde nye mennesker på en gå-tur har til formål at åbne op for nye sider af mig og dem, mon jeg så bremser – eller forcerer processen – ved at forpligte mig til partout at skrive umiddelbart efter?
Men nu her flere uger efter er der faktisk især én ting der står klart – og selvsamme observation var den samme jeg havde present umiddelbart efter turen. Og måske har jeg holdt fast i netop den tanke, fordi jeg ikke havde skrevet om den og derfor var bange for at glemme den… Hvem ved… måske holder vi fast i ting i livet, og tror de er vigtige, men i virkeligheden er vi bare bange for at glemme dem?
På turen hørte jeg – for gud ved hvilken gang – mig selv beskrive mig selv som ”introvert” og som en der ”trives bedst i mindre grupper”, måske endda helst i den ”nære 1-1 samtale”. Og det slog mig efterfølgende, hvor foudsigeligt det er. Og at jeg fastholder mig selv i et billede af, hvordan jeg tror jeg er – eller hvordan jeg erfaringsmæssigt ved jeg var, dengang jeg sidst var det…
Vi talte om, at det for nogle er et handicap at være introverte. Mens at det at holde et foredrag kan ændre sig fra at være angstfremkaldende til at være en fest – når bare man øver sig og prøver det tilstrækkeligt mange gange. Så hvorfor er det, vi så ofte holder fast i vores egen selvopfattelse, selvom vi kan se, at den er uhensigtsmæssig? Og hvad er det der gør, at vi nogle gange finder overskud til at udfordre og udforske os selv, for at finde frem til, at vi har potentiale til mere og andet end vi lige troede?