Endnu et dejligt menneske. Jeg føler mig så heldig, så priviligeret og meget ydmyg over sådan at få et tit ind i et andet menneskes univers og tanker. Bortset fra den kølige luft var det en forårsagtig dag. Og da vi sad på en bænk i solen og indtog sommerens sidste dråber af den herlige hyldedrik i varm udgave var det næsten som en sommerdag.
Vi talte meget om rigtig meget. Vi fyldte intetheden med tanker og oplevelser. Og talte om, hvordan det netop er det – tankerne og oplevelserne – der udgør dem vi er. Og at det kan være fint nok at holde fast på sin identitet og den man er, men at det også nogen gange er befriende at slippe det og svæve frit for en stund.
”Jeg frygter intet”, som Kirkegaard en gang har sagt, kom på mange måder til at være omdrejningspunktet i vores samtale. Om ikke at frygte noget og samtidig at frygte intetheden, tomheden, det ukendte og nye.
Jeg har efterfølgende tænkt meget på, hvordan det er vi tager imod fremmede – som måske netop står midt i en eller anden form for intethed, tomhed eller nyhed. Ikke bare dem der kommer langvejs fra, men også dem der bor lige ved siden af, eller de nye på arbejdspladsen. Inviterer vi dem ind i vores kreds, eller må de selv insistere på at blive en del af fællesskabet?
Jeg kan selv tænke på et par initiativer, jeg har haft i tankerne den senere tid, som jeg nu er sikker på, at jeg vil prioritere at sætte handling bag – så nu skal der blandt andet være fest på vejen, som aldrig har holdt en vejfest 🙂
Har du selv stået som fremmed og ønsket at blive inviteret ind? Har du som fremmed insisteret på at ”være med” eller har du været den, der tog initiativ den anden vej?
Det var en dag, hvor jeg følte, at jeg fik rigtig meget IND i livet. Samtale, lys, sol, de smukke-ste landskaber og stille vinterluft. Den fedeste næring til alle sanser. Sjovt nok taler vi menne-sker meget om at få noget UD af livet. Det lyder lidt hiv-og-slid-agtigt i mine ører. Jeg synes, at det handler om at få noget IND i livet. Én af måderne er at ta’ mennesker ind i sit liv. Det synes jeg, at vores dejlige møde var et fint udtryk for. Mennesker er kun armslængde – eller mindre – fra os.
Og i mødet med andre mærker vi, hvem vi selv er. Jeg tror, at vi skal være meget opmærksom-me på det unikke møde mellem mennesker i en tid, hvor elektronisk kommunikation udgør en stor del af vores kontakt med andre.
Tak for mødet, Sille.
Kærlig hilsen
Solveig
Hej Sille
Har du overvejet at lave en slags “dating” central for andre der gerne vil gå en tur med en fremmed? altså ikke dating, bare til inspiration og for at blive rystet ud af de sammentømrede netværk vi alle har.
Mvh
Christiane
Elektronista.dk
@ Solveig – jeg er vild med din vinkel på vores gå-tur og livet – at få noget IND i livet. Ved at invitere andre ind sætter vi os selv i spil på en anden måde end, hvis vi står på på ydersiden og forsøger at hive noget ud…
@ Christiane – ja, jeg overvejer det, men har endnu ikke besluttet på hvilken måde… En del af værdien for mig i det her projekt er også at tage uopfordret kontakt til en vildt fremmed – og jeg vil gerne have det element med. Jeg kan høre på dem jeg taler med, som er blevet inspireret af projektet, at den del kan være en barriere, men som jeg ser det netop derfor også en kæmpe sejr at overvinde… Så på den ene side vil jeg gerne gøre det let, at komme ud på en tur med en fremmed, og jeg fornemmer på den respons jeg får, at der er et behov og en nysgerrighed, men samtidig må det også godt være lidt “farligt” og angstfremkaldende – på den fede måde… Makes sense?
Hej igen Sille – ja, når vi står på ydersiden, så betragter vi livet som noget, der er uden for os. Det tror jeg faktisk, at mange mennesker føler i perioder af deres liv. Man siger “livet går forbi mig” . Tankevækkende.
Livet er noget vi HAR, det er faktisk det eneste vi får forærende, når vi blir’ født. Ret beset er der INTET i det. Så… hvad vi fylder ind i det, er helt vores eget ansvar. En både dejlig og lidt skræmmende tanke.
Et møde, en vandretur, naturens gaver til sanserne….så er bunden lagt. Det kræver “kun” initiativ, mod og nysgerrighed 🙂
Kærlig hilsen
Solveig
Kære Sille.
Tak for dit indlæg og dine tanker, som altid afføder tanker hos mig også:-) -:
At være fremmed er at stå uden for et allerede etabeleret fællesskab, og som sådan kan man godt føle sig fremmed, selvom man ikke er det i traditionel forstand. Jeg føler mig fremmed i en verden, hvor næstekærlighed kun er et begreb, der eksisterer i Biblen. Jeg føler mig fremmed som single i et lokalsamfund, hvor kernefamilie med 3 + børn er normen, og jeg føler mig fremmed, når jeg ikke kan tale med om, hvor jeg har rejst hen i vinterferien. Og jeg har tænkt på om jeg ville have den samme følelse et andet sted, eller om den er opstået fordi jeg føler mit liv er så anderledes end de fleste andre Vedbæk borgeres. Eller om følelsen at at være fremmed bare har gode vækstbetingelser i et samfund, som bygger på materielle værdier, og hvor alle er sig selv nærmest. Tænker at den måde vores samfund er skruet sammen på, ikke levner meget overskud til at tage sig af fremmede, hvadenten det er “ægte” fremmede, eller blot et menneske, der ønsker at være med i legen.
Kære Henriette! Selv tak – dejligt at du blander dig og deler ud af dine tanker. Måske er det bare det, der skal til, for at tage det første skridt ud af fremmed-heden? Jeg tror nemlig langt hen ad vejen at vores egen følelese af at være fremmed eller at stå uden for et fællesskab ikke er meget mere end det – en følelse… Men jeg tror det er en følelse, som rigtig mange af os har – jeg oplever den i hvert fald selv tilbagevendende. Sjovt nok kan jeg mærke, at den ikke styrer mig så meget mere, hvilket er sket over årene i takt med, at jeg har taget mere ansvar for hvad jeg vil. Jeg har tænkt meget over, at li’som vi godt kan blive bedre til at invitere folk/fremmede ind i vores liv, så er det også vigtigt at gøre opmærksom på, når man står uden for og godt vil ind – for det er jo sjældent uvilje, når folk ikke åbner døren men snarere manglende opmærksomhed og selvoptagethed (= eget liv og egen hverdag fylder bare meget). Jeg selv kan da ofte opleve, at jeg er så optaget af mig selv og mit uden at se, at nogen lige ved siden af mig har brug for min hjælp eller opmærksomhed, men så er det jo fint, hvis de siger til. Og én ting der har været styrende for min tilgang til livet siden jeg var helt ung er, at det er mit ansvar alene at skabe det liv for mig selv, som jeg gerne vil leve. Det føles lidt overvældende til tider, men i det ligger der også en enorm handlekraft og styrke – til eksempelvis at sige “jeg vil næstekærlighed” og så efterleve det.