Pyha, tænker på, om jeg mon alligevel skal begynde at tage notater, når jeg går ”tur med en fremmed”. Er fyldt op med tanker og har samtidig en følelse af, at vigtige ting fra vores samtale ikke helt har taget form endnu. Men da totalt nærvær i øjeblikket er det der skal skabe magien i samtalen, kombineret med naturen, turen og en nysgerrighed på ”den fremmede”, vælger jeg at sætte min lid til, at det der er vigtigt står tilbage – med eller uden notater. Også selvom det måske ikke dokumenteres lige nu.
Vi mødtes uden at vide noget om hinanden – overhovedet. Og så alligevel ikke helt. For vi mennesker har en evne til at reflektere over selv den mindste ting så bare det, at vi kendte til hinandens domænenavne havde givet anledening til nogle overvejelser om, hvem den anden mon var. Og så havde Lars, som jeg gik min første tur med, foreslået Nadja som én han gerne selv ville gå en tur med – fordi hun virker super spændende og har gang i nogle interessante og relevante ting (sådan cirka sagde han vist). Men bortset fra det, var vi blanke på hinanden.
Og det var befriende. Vi kunne mødes uden særlige forventninger til udfaldet, forestillinger om samtalen eller faste idéer om, hvad vi hver især kunne bidrage med eller tage med os fra turen.
Om det er fordi, både Nadja og Lars er meget åbne mennesker, eller om det simpelt hen bare er rammerne der er sat, som gør, at det lynhurtigt bliver meget spændende, ved jeg ikke, men i hvert fald oplevede jeg endnu en gang, at vi li’som kunne ”bypasse” al den indledende snak og så bare gå direkte på med en inspirerende samtale om blandt andet nysgerrighed, angst, indre konflikt og accept.
Nadja fortalte, hvordan hun altid har været drevet af en indre angst for at miste sin nysgerrighed. Eller i hvert fald en bevidst opmærksomhed på at nære den. Og at det langt hen ad vejen har drevet hende viderer og videre. Mens min angst for ikke at være god nok, blive afsløret som inkompetent eller latterlig i mange år har afholdt mig fra at forfølge min nysgerrighed. Men at det for mit vedkommende også er netop nysgerrigheden, der nu driver mig til at trodse min angst og bare gøre det, jeg synes giver mening for mig.
Og vi talte om, at det kan være nødvendigt at finde ro i kaos, og at vi (mennesker/danskere/…) tit panikker for tidligt. Jeg har selv oplevet at sige ja til jobs, fordi jeg troede, at hvis ikke jeg gjorde det, så måtte vi gå fra hus og hjem. Men det er måske netop lige inden det sker, at de gode ideer og de rigtige løsninger viser sig – når vi er helt derude, hvor vi føler os på virkeligt gyngende grund. Og ikke dermed sagt, at vi altid skal sætte alt over styr, men vi skal turde træde ind i det ukendte og acceptere, at vi ikke kender alle svar på forhånd.
Nadja brugte udtrykket ”leve i beta-version” – vi er i proces, vi er i udvikling. Hvilket lige nu får mig til at tænke på noget, jeg sagde til Lars i sidste uge – at jeg med alderen er nået tættere på en accept af, at jeg nok aldrig kommer til at føle mig fuldstændig kompetent – færdigudviklet så at sige – og at det i virkeligheden er en lettelse i forhold til, da jeg som yngre troede, at jeg på et tidspunkt ville være perfekt og så kunne jeg…leve livet, forfølge min drømme, gøre det jeg virkelig ville…
Så tak for den Nadja! Leve i beta-version – det smager rigtigt. Derfor vil jeg også fluks kaste mig ud i at brede ”tur med en fremmed” endnu mere ud og gøre det endnu hurtigere, end jeg egentlig havde tænkt. Lige hvordan det kommer til at se ud må vise sig.
Og jeg siger også tak for en inspirerende snak langs en meget smuk rute gennem Vedbæks efterårsløv. Jeg hæftede mig især ved,
a) hvor rart det er engang imellem at møde nogle mennesker, uden på forhånd at have googlet hinanden, så man selv kan få lov at fortælle sin historie ud fra det, der er det vigtige og relevante lige nu – og samtidig fuldstændig åbent og fordomsfrit kan spørge ind til hinanden.
b) hvor dejligt det var, at du havde sat nogle gode, faste rammer, som vi så kunne folde os ud indenfor.
c) hvor fedt det er, når man er jævnbyrdige samtalepartnere i stedet for, at den ene er defineret som foredragsholderen, eksperten, psykologen, coachen, som det ellers typisk er, når vi taler med vildt fremmede. Det var virkelig rart og inspirerende, at vi begge to var “på” og bød ind – og det sendte samtalerne i nye, uventede retninger.
d) hvor skønt og hjerneventilerende det var at gå tur i skoven, der forandrede sig markant undervejs både på grund af lyset og landskabet. Meget befordrende bagtæppe for gode samtaler.
Jeg synes, det er enormt rart, at du ikke optager eller dokumenterer samtalerne, for det styrker i høj grad nærværet, og pyt så med, om enkelte ting fordufter undervejs – hvis de er vigtige skal de nok vende tilbage.
Så tak for et par rigtig spændende timer og ikke mindst et “koncept” jeg vil anbefale vidt og bredt videre ud i verden, så der kan opstå mange flere fine gåture mellem fremmede. Og ikke mindst al mulig held og lykke med at få både karrierekvinden og din indre hippie til at blomstre.