Min fredag: morgensang på skolen (intet er som sprøde børnestemmer, der skråler julens sange om spændt forventning), en tur med hunden i det stadig meget smukke vinterlandskab og en boblende fornemmelse i maven , da jeg senere ad snirklede veje kørte igennem endnu mere smukt vintervejr på vej mod dagens aftale. Louis Armstrong i radioen fuldendte idyllen med ”When you wish upon a star, makes no difference who you are…”. Så der var li’som lagt en god grundstemning, da jeg ankom til caféen.
Og så var jeg køkkenassistent og nød hvert minut af det. Nina ville ikke gå tur med mig, men inviterede mig istedet til en dag i køkkenet i hendes café. Så jeg bagte vafler, bryggede kaffe, serverede frokostanretninger, ryddede af, vaskede op, pakkede brunkager og ristede mandler – og lyttede og spurgte og var…
Og på cafeens opslagstavle læste jeg, at Dalai Lama havde været på besøg, hvilket virkede så vældig oplagt og naturligt – selvfølgelig har han været på dette sted, som for mig bare er så meget indbegrebet af omhu, omsorg og opmærksomhed.
Og en liflige lethed. Ikke som i alt-er-nemt-og-ubesværet, men som i vi-gør-det-der-skal-til-og-ser-hvad-der-sker-hen-ad-vejen. Noget med ikke at slå større brød op end man kan bage, men samtidig også at tage de nødvendige skridt, når mulighederne byder sig. Og det fik mig til at tænke på, hvor vigtigt det er, at vi kører os selv i stilling til heldet. Og at vi evner at se, at det som i første omgang kan virke meningsløst eller uretfærdigt i et nyt perspektiv kan være en adgangsbillet til noget helt nyt.
Og jeg er bange for, at jeg går hen og bliver lidt for krypstisk og lommefilosofisk… og i grunden tror jeg, det hænger sammen med, at jeg prøver at opsummere noget, der bare virkede så enkelt og ukompliceret på mig. Alle mine tanker og spørgsmål om tvivl og frygt og glæde og begejstring blev på forunderlig vis erstattet af et oprigtigt ønske om at gøre mig nyttig og suge til mig af praktisk viden om betjening af vaffeljern, påfyldning af kaffe og te, servicering af kunder og samvær med dejlige mennesker i køkkenet.
Og på sin vis falder denne ”tur” jo fuldstændig uden for rammerne for mit projekt ved hverken at omfatte en gå-tur eller en lang samtale. Men en anden vigtig del af mit projekt er også at sige ja til de ting, der opstår. Jeg sætter noget i gang med en intention om at mødes med en fremmed, og jeg tilbyder nogle rammer, men i virkeligheden så er noget af det vigtigste i mødet med en fremmed vel også netop at være åben for, at tingene kan se ud på en anden måde, end man havde forestillet sig.